Formandens beretning  2011   (Lakkendrup Bylaug )

 

Hjertelig velkommen til generalforsamlingen 2011

I år har vi fået lov til at slå vores festtelt op i Jørgen Thomsens have, det siger vi tak for – det var dejligt at så mange ville hjælpe med at rejse teltet – nu kan vi gøre det helt uden opskrift – jeg kan godt huske den første gang hos os.

 

Efter sidste års generalforsamling holdt vi et lille møde hvor Marianne gerne ville være sekretær, og Geralda  ville passe regnskaberne – ja så var der formandsposten tilbage til mig. Jeg kan fortælle at vi den 6 feb. var 17 ude at bowle i svendborg, og bagefter var vi nede hos Mary og få kaffe.

 

Den 1. april havde vi fælles spisning hos Helle og Bjarne, hvor 32 mødte op – som en lille overraskelse, havde vi Rigmor til at fortælle lidt om hvordan det var at komme som nygift i 1930 og starte som barber og købmandskone i Lakkendrup, det blev til en hyggelig ½ time – Rigmors eneste problem næste dag var at hun kun lige havde fået lukket op for ” posen ” med minder, så der var nok til en hel aften, tak for en masse god mad og tak  til Helle og Bjarne for lån af gildesalen.

 

Vi har valgt at fortsætte hjemmesiden, som Susanne Hougaard styrer, og som vi gerne vil have lidt mere i brug, det er et punkt på dagsorden, men efter at have ringet rundt til gamle Lakkendrupper , er det sjovt at høre at nogle af dem også følger med i hvad der sker i vores by igennem internettet.

 

Engang i marts skete der pludselig noget på vores tingplads, roserne blev gravet op, og vi fulgte spændt med i hvad der skete – der blev snakket i krogene. Vores tidligere formand Susannne fik nok og kontaktede Svendborg Kommune, efter en del omstillinger og snakken med folk, som ikke følte sig skyldige, fik hun aftalt et møde med Peter Møller  om hvad Svb. Kommune kunne ændre ved den nuværende tingplads ( den 23/6 kl 16.30), jeg har fået refereret at det var et godt møde og at vi er blevet lovet 2 mindre rosenbede + et nyt træ til efteråret, vi passer bedene, kommunen græsset.

 

Mette Lauritzen